
John Evan-Jones Psy.D, Ph.D (Psychol), er ledelsespsykolog, best-seller forfatter, foredragsholder, kursusleder og betragtes som en af Europas førende coaches. Han har udgivet 23 bøger på dansk, hvoraf den seneste "Konfliktens Kunst" allerede er blevet et must. Han er efterspurgt blandt danske og internationale virksomheder som management trainer, human resource specialist, trouble-shooter og sparring-partner.
Se John holde foredrag for Cisco:
Journalisten Bent Riis-Olesen skriver om John Evan-Jones:
Rockmusikeren, der blev mesterpsykolog
Fra et sceneliv med bl.a. Tom Jones, Moody Blues og Dusty Springfield til direktionslokalerne i danske og udenlandske firmaer.
"Den bedste måde at forudsige din fremtid på - er at skabe den selv!" Dette citat er formuleret af John Evan-Jones - en mand med en usædvanlig bred karriere og overraskende brancheskift. Det er jo ikke helt almindeligt at have en fortid som feteret rock´n roll-musiker og pladeproducent samt en nutid som best-selling forfatter, internationalt anerkendt ledelsespsykolog og management coach - og still going fast.
Direkte til tops
John er vild med citater og skovler dem ind på rette plads i sine bøger, kurser og forelæsninger. Et af dem passer perfekt til hans egen livsførelse: "Gud forventer ikke, at vi bliver en succes - men han forventer, at vi forsøger" (Mother Teresa). Han har aldrig afsluttet et kapitel i sit livs bog uden at have opnået succes, lige fra han som 15-årig forlod en anset Grammar School i Canterbury (UK) for at emigrere med sine forældre til det (for danskerne) så kendte Tasmanien.
Mens han gik på universitetet i hovedstaden Hobart, spillede John guitar og keyboard i et rock'n'roll-band og scorede sit første pladehit allerede som 17-årig. Han vendte tilbage til London i 1969 og fortsatte som sanger, tekstforfatter, komponist og musiker for talrige af tidens rockgrupper og -sangere samt sit eget band Jonesy. Sammen lagde de USA og Europa for deres fødder og indspillede en stribe plader, indtil John som 30-årig blev træt af "Holiday Inns, lange flyveture og 90 dages-turneer".
I stedet koncentrerede han sig om at være pladeproducer for andre kunstnere. Allerede i 70'erne faldt han pladask for København under sine rock-turneer, og han flyttede dertil i 1981. Snart producerede han plader med vores nationale klenodier Victor Borge, Tivoligarden, Liller og Sebastian.
Senere blev han administrerende direktør for pladeselskabet AEG-Telefunken (Telaeg) i Danmark, men da hans søn blev født i 1984, trak han sig ud af musikindustrien. De rigelige strømme af sprut og stoffer var uforenelige med børn, mente han. Men da havde han også lagt over 400 indspilninger bag sig, modtaget 44 platin-, guld- og sølvplader samt vundet Guardian Arts-prisen og Montreux Diamond-prisen for bedste rock-plade i 1974 foran både Bob Dylan og Stevie Wonder.
Ad nye stier
John Evan-Jones satte punktum for et kapitel med succes og har aldrig siden taget guitaren ned fra væggen. I stedet besluttede han at genoptage sin psykologi-uddannelse, som var påbegyndt ti år tidligere på University of California (UCLA). Resolut tog han familien med til England, hvor han bestod eksamen som ledelsespsykolog (London University) og arbejdede som specialist for førende britiske og internationale firmaer. Dermed begyndte hans anden karriere at tage form og eksploderede nærmest, da han i 1989 udviklede Powerfax Inner Management-system, som blev solgt i over 150.000 eksemplarer og af eksperter i personlig udvikling er karakteriseret som "det bedste af sin slags".
I 1992 vendte han atter tilbage til Danmark, blev skilt og gift igen med sin nuværende kone Marianne. Hun var lærer dengang men tog springet fra tjenestemand til selvstændig sammen med John. Hun fik ham til at skrive sin første bog "Vejen til personlig succes", der blev en bestseller, og påtog sig at lære den da otte-årige og dybt ordblinde Alexander at læse. Opgaven var løst efter to års træning, og bagefter skrev John og Marianne en engageret gør-det-selv-bog til forældre i samme situation.
Multitalentet
John Evan-Jones er passioneret omkring børn, opdragelse og undervisning efter Albert Einsteins læresætning "Ethvert barn er et født geni", og han tager de gamle grækeres ord for uddannelse meget seriøst. Educo betyder at "bringe det ud, som er i det indre", og dette princip er grundlaget for hans coaching, ledelsestræning og sparring. Hans viden, hans humor, karismatiske væsen, indlevelsesevne og multitalent medvirker til at give hans tilhørere en oplevelse, som han selv kalder "infotainment".
Hans talenter spreder sig over et kæmpemæssigt spekter. Han er specialist i personanalyser. Han har et program på over 50 kurser og foredrag. Han skræddersyer hver eneste opgave efter kundens behov og har et forfatterskab på 18 bøger, hvoraf den fjerde bog i Cand. Succes-serien "Er du en leder?" netop er udkommet.
Mesterpsykologen har levet det meste af sit liv uden for sit fædreland og opfatter sig som en international nomade og et eksempel på, at gammel kærlighed ruster ikke. Derfor foretrækker han at have sin faste base i København, hvor han har indrettet sig i et af Nyhavns romantiske gamle huse.

